Velkommen til Toftegårdsskolen

På Toftegårdsskolen ser vi det som vores vigtigste opgave at sikre de bedste betingelser, for at eleverne bliver så dygtige, som de kan og i sidste ende forlader skolen som velforberedte og livsduelige mennesker. Mennesker, der ved, hvem de selv er, og som har en mangfoldig viden om og holdning til den verden, de er en del af og skal ud og være aktivt medskabende af.

Elevens læring og progression i centrum

Vi er en skole, der tilstræber at skabe de bedste betingelser for børnenes læring. Vi tror på, at samarbejde, tryghed og trivsel i læringsprocessen skaber de bedste resultater for den enkelte elev både personligt, fagligt og socialt.

Vi har et stort fokus på, at eleverne kan og tør bruge det, de lærer. Derfor tilstræber vi hele tiden at anvende forskellige former for synlige lærings- og formidlingsprocesser, ligesom vi gør os umage for at veksle mellem forskellige arbejds- og samarbejdsformer.

Forpligtende fællesskaber

Vi omgås hinanden på en fordomsfri måde. Vi er nysgerrige og lytter både til os selv og andre. Vi tilstræber at børn og voksne forholder sig nuanceret til andre perspektiver end deres eget, ligesom vi respekterer forskellighed og ser en styrke heri.

Vi handler tolerant i ansvarsfulde og forpligtende fællesskaber med rum til mangfoldige meninger og holdninger og stiller krav om, at den enkelte ser det som sit ansvar at være medvirkende til at skabe et godt og trygt læringsmiljø, hvor man tør udfordre sig selv og hinanden til at ”stå på tæer” og skabe progression, så alle elever bliver så dygtige, de kan.

Ingen aktuelle opslag